Der er ved dyreforsøgsfaciliteterne udpeget en person, der har ansvaret for kompetencerne hos det personale, der er beskæftiget med dyreforsøg eller med forsøgsdyrs pasning. Navnet står på dyreforsøgstilladelses B-skema. Pågældende har ansvaret for at sikre, at de personer, der ansættes til at passe og pleje forsøgsdyrene, har de nødvendige kvalifikationer, og at de kan dokumentere at have nødvendig viden om de omhandlede dyrearter.
De nødvendige kvalifikationer kan opnås ved at have gennemført enten uddannelsen til dyrepasser, landbrugsuddannelsen med speciale i landmand, husdyr, eller uddannelsen til veterinærsygeplejerske.
Derudover kan en studerende have erhvervet disse kvalifikationer ved at have en relevant naturfaglig bachelorgrad som f.eks. veterinærmedicin, biologi eller dyrevidenskab og at have bestået et kursus i forsøgsdyrskundskab.
Kurset i forsøgsdyrskundskab kan være en del af studiet, som det for eksempel er på dyrlægestudiet.
Viden om den eller de dyrearter, som pågældende skal passe og pleje, kan opnås gennem oplæring i institutionen eller virksomheden, og pågældende skal arbejde under tilsyn, indtil de har vist, at de har de nødvendige kompetencer.
Reglerne herom fremgår af dyreforsøgslovens § 7, stk. 7, samt dyreforsøgsbekendtgørelsens § 57, stk. 1 og 2.
Opdateret den 29. september 2026.